Det vil være en fordel at benytte den autoriserede danske bibeloversættels af 1948, hvis du ønsker at gennemgå de vers, der er henvist til i det følgende, da der under mange af skriftstederne er en kort forklaring til de pågældende vers.

De historiske begivenheder, der skildres i Daniels Bog kapittel 11

af Jette Svane

Efter den græske storhersker Alexander Den Stores død i 323 f.v.t. bliver hans verdensrige delt mellem fire af hans generaler, hvoraf to af dem blev tildelt henholdsvis Syrien og Ægypten. (Læs evt. Daniel 11:3,4 og sammenlign dette med 8:8; 21,22) Syrien lå nord for Israel og blev derfor benævnt som Nordens Konge, mens Ægypten lå syd for Israel, som derved blev identisk med Sydens konge. Begge disse riger, som altså Israel lå indeklemt imellem, havde deres indbyrdes konfrontationer, som naturligvis også kom til at berøre Palæstina.

Efter mange stridigheder fik Alexander Den Stores general Seleukos I Nikator i år 301 f.v.t. herredømmet over Mesopotamien og Syrien, mens Ptolemaios Lagos fik tildelt Ægypten og Palæstina ( 11:5), og jøderne var dermed under Sydens Konges overherredømme. Efter en årrække med mange kampe mellem Syrien og Ægypten indgik den syriske hersker Antiochos II i 250 f.v.t. en overenskomst med den ægyptiske konge Ptolemaios II, idet Antiochos II lod sig skille fra sin syriske kone Laodike (med hvem han havde en søn: den senere Seleukos II) og giftede sig med Ptolemaios' datter Berenike. Dette styrkede Ægyptens position, og der blev fred for en kort tid. Berenike hævnede sig dog senere ved at myrde både Antiochos II (som havde giftet sig med hende igen) , ægypteren Berenike og hendes søn, som hun havde fået med Antichos II. Dermed kunne man sige, at Sydens konges "arms kraft" ikke holdt stand, og Seleukos II blev herefter Syriens og dermed Nordens konge ( 11:6). Som "et skud af Berenikes [forældres]rødder " herskedehendes bror, Ptolemaios III herefter som Ægyptens og dermed Sydens konge. (11:7) Han førte nogle vældige krige mod Nordens konge og plyndrede bl.a. Persiens tidligere residensstad Susa, fra hvilken han tog krigsbytte i form af sølv, guld og andre klenodier med sig tilbage til Ægypten ( 11:8). Herefter lod Ægypten for en tid Syrien i fred.

Da Antiochos III, som også kaldes Den Store (11:10), kommer til magten i 223 f.v.t. som Nordens konge, følger der en årrække med næsten konstante kampe og stridigheder mellem Norden og Sydens konger. Det lykkes til sidst Antiochos at besejre Ægypten. Ligeledes indtog han den føniske by Sidon efter at have bygget en belejringsvold omkring byen. (11:15) Det skete i 198 f.v.t., og samme år indtog han også Jerusalem (Daniel 11:16) Herefter kom Palæstina, efter at have været underlagt Ægypten i 104 år (301 til 197) nu under Syriens overherredømme.

Romerne, som ægypterne havde søgt beskyttelse hos, prøvede nu at tvinge Antochos III til at give landet tilbage til Ægypten, da de ikke ønskede, at Syrien skulle få for stor magt. For at undgå dette foretog Antiochos et politisk skaktræk ved, at han lod sin datter Cleopatra indgå ægteskab med Ptolemaios V af Ægypten. Men da der udbrød krig mellem Rom og Syrien viste det sig imidlertid, at Cleopatra støttede sin mand og ikke sin far, og derfor lykkedes hans plan ikke (11:17).

Herefter mister Antiochos III sin store magt, idet han må afstå sine nyvundne besiddelser i Lilleasien (kystlandene) til Rom efter at være blevet slået i et stort slag ved Magnesia. (11:18) Ved den lejlighed blev Syrien pålagt at betale Rom en vældig sum i bod. For at kunne betale Rom dette benyttede kongen sig af sit eget lands "fæstninger", men blev myrdet, da han forsøgte at plyndre Belustemplet i Persien (11:19). I hans sted bliver hans søn Seleukos IV nu efterfølger som Nordens konge. For at få midler til at betale Romerne, sender han bl.a. skatteopkræveren Helidoros gennem Palæstina , hvor denne havde planer om at plyndre templet i Jerusalem. Fordi Helidoros selv ønskede at blive konge, myrdede han Seleukos IV, men planen mislykkedes, og broderen Antiochos IV bliver herefter Nordens konge i hans sted. (11:20-21)

Antiochos ønskede at tvangshellinisere jøderne. I den forbindelse blev den jødiske ypperstepræst Onias III afsat og senere myrdet (11:22). Antiochos IV "opbød sin kraft og sit mod mod Sydens konge" og besejrede Ægypten, hvorefter han blev tronet som Ægyptens hersker. Som bytte erhvervede han sig en formue i form af ægyptiske skatte. For at blive populær uddelte han "land som løn" til de, der støttede ham. (11:24 og 39)Senere "drager han atter mod syd".

Men denne gang kommer romerske (kittæiske) skibe imod ham. Romerne er for alvor begyndt at hævde sig som en stormagt, og Antiochos mister modet og vender tilbage. (11:30)

Det var som sagt Antiochos' hensigt at hellenisere jøderne; d.s. at han ønskede at indføre græsk (hellenistisk) gudsdyrkelse og i det hele taget græsk kultur. Derfor indviede han i 168 f.v.t. jødernes tempel til Zeus eller Jupiter (fæstningernes gud) og rejste der et hedensk alter. Jødernes aften- og morgenofringer blev afskaffet, og herefter blev der i 3 år udelukkende ofret til græske guder. Det var på denne måde, at jødernes "daglige offer blev afskaffet" og "ødelæggelsens vederstyggelighed" i form af en hedensk afgud blev rejst (11:31;38 og 12:11-12) (Sammenlign evt. med 8:9-14) Dette var en sand provokation mod alle troende jøder. Så ikke underligt, at han bliver beskrevet som "en usling" og som en, der "hovmoder sig imod enhver gud" og "taler utrolige ting mod gudernes Gud". Sit hovmod viste han også ved, at han lod slå nogle mønter, hvor han gav sig selv titlen: "Gud der træder frem". (11:36-37) De, der lod sig påvirke af den græske kultur og gudsdyrkelse, blev betragtet som nogle, der "lod sig log med smiger til frafald". Men de trofaste jøder betragtede Antiochos' provokation som en prøve, der skulle lutre og rense dem "til endens tid". (11:32-35)

Daniel 11:42 og 43 siger: "Han [Nordens konge] udrækker sin hånd mod landene, og Ægypten undslipper ikke. Han bliver herre over guld- og sølvskattene og alle Ægyptens klenodier; der er libyere og ætiopere i hans følge."

Det skal her siges, at den sidste konfrontation mellem Nordens konge (Antiochos IV Ephifanes) og Sydens konge (11:40-45) ikke fandt sted på den tid, og heller ikke ved Jerusalems ødelæggelse i år 70 eller senere endnu. Og ud fra versene fremgår det ikke, at Nordens konge skifter identitet. Ved denne sidste konfrontation, som altså aldrig har fundet sted, falder Nordens konge også ind i det herlige land (Israel). Videre i Daniels Bog kap. 12 står der, at "til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste", og en stor trængsel uden fortilfælde bryder løs. Men på den tid skal Guds folk frelses. En opstandelse af de døde finder herefter sted, og så skal "de forstandige stråle som himmelhvælvingens glans." (12:1-5)