|
De fleste artikler er ikke forældedeSelvom Vagttårnets artikler, som bliver behandlet her, er af ældre dato, betyder det ikke, at de er forældet. Jehovas Vidner fornyr sig sjældent. De ændrer derimod mange gange deres interne udtryk og ord for noget, der i realiteten betyder det samme. Altsammen for udadtil at gøre deres politik mere spiselig. Som i George Orwells klassiker »1984«, der beskriver et totalitært og undertrykkende regime, bekæmper »Storebror« (her »Det Styrende Råd«) tankens frihed og individets rettigheder. 1984I »1984« ændrer »Ministeriet for Sandhed« borgernes opfattelse af virkeligheden og fylder dem med løgn. Det totalitære samfunds historie bliver omskrevet, så den passer til ledelsens nutidige interesser, og det samme sker i vidnernes såkaldte »Styrende Råd«. Et overvågningssamfund som i 1984De fleste vidner føler sig forpligtet til »at gå til De Ældste« og »sladre«, hvis de oplever, at nogen i menigheden forbryder sig mod de regler og normer, som ledelsen har påbudt dem at følge. De gør det dog normalt ikke af ond vilje, men fordi de oprigtigt tror, at De Ældste vil hjælpe personen, som »er kommet på afveje«, til at angre deres handlemåde. I praksis fører det imidlertid ofte til udstødelse af »overtræderen«, og det kan igen føre til helt unødvendige familietragedier. Vagttårnet benytter sig ikke af moderne teknik- og it-systemer, men deres »overvågningsprogram« er nøje gennemtænkt og effektivt, fordi det bygger på vidnernes loyalitet mod »Det Styrende Råd«, som, de tror, er indsat af Gud. Det er svært at spå - især om fremtidenDer er dog noget i sekten, som er forandret fra tidligere - af bydende nødvendighed. »Sandheden« - som Jehovas Vidner omtaler deres samfund og lære - dækker over en lang række af falske profetier, som nu forties, men som man kan blive udstødt for at gøre sine medtroende opmærksom på. En anden ting, der er forandret, er den ydre måde, som de sædvanlige budskaber bliver serveret på. Ganske givet også af bydende nødvendighed. Men som altid fortsætter ledelsen med at bilde godtroende mennesker ind, at »tiden er knap«, »Harmagedon står for døren«, »den nye verden kommer snart«, »du kan endnu nå at springe på "sandhedstoget"«. Men betingelsen er naturligvis, at du tilslutter dig »Sandheden« i Jehovas Vidners organisation, nu kaldet »JW ORG«. I menuen til venstre kan du klikke dig ind på artikler, hvor Vagttårnet gør rede for nogle af deres synspunkter og fortolkninger af bibelen. |