Jehovas Vidners udstødelsespolitik røber, hvor lidt menneskekundskab de er i besiddelse af, og den medfører ufattelige mange lidelser for dem, der rammes, hvad enten det drejer sig om den udstødte selv, eller hans eller hendes familie inden for trossamfundet, der er bliver bildt ind, at de tjener Gud ved at opføre sig ondt. Følgende er hentet fra en nyere artikel i Vagttårnets litteratur, hvor de skildrer smerten hos dem, der må slå hånden af et nært familiemedlem: »Det var som om hele min verden brød sammen da det blev læst op at vores søn var blevet udelukket. Han var vores ældste søn, og vores forhold var meget nært; vi lavede alt muligt sammen. Han havde altid opført sig meget eksemplarisk, men pludselig begyndte han at skeje ud. Min kone græd og græd, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle trøste hende. Mange gange spurgte vi os selv, om vi på en eller anden måde havde svigtet som forældre.«
Men det endte ifølge artiklen selvfølgelig med, at drengen »angrede« og kom tilbage til Jehovas Vidner, fordi han blev »tugtet«. Grunden dertil er ofte den, at udstødte bukker under og bliver så desperate af at have mistet båndene til deres familie og venner, at de er villige til at gå tilbage og indordne sig under en religion, som de måske dybest set ikke føler sig tilpas indenfor og ikke længere tror på.
Jehovas vidners ledelse tager det som givet, at de står i spidsen for den eneste sande religion, og deres verdensanskuelse og fortolkning af skriften er ikke til diskusion blandt medlemmerne. Men de har ikke noget at hænge det op på. Til trods for, at de igen og igen hårdnakket har påstået, at Gud har givet dem en særlig visdom til at fortolke »bibelske profetier« og dermed til at se ind i fremtiden, har deres forudsigelser naturligvis hver eneste gang slået fejl. Når de derfor hævder, at de tror på bibelen, burde de også indse, at de tilhører den kategori, der omtales som »de falske profeter«. Men den erkendelse kommer de selvfølgelig aldrig til. Mennesker, som mener, at de har ret til at kontrollere og dømme deres medmennesker på vegne af Gud, fordi de har en anden opfattelse end dem, eller fordi de ikke kan leve op til de strenge regler, som de i Guds navn opstiller og håndhæver, vil aldrig komme til den erkendelse. Selvom de hævder, de følger bibelen, ignorerer de også disse ord af Jesus:
»I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. ...
I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus. Men den største
blandt jer skal være jeres tjener. Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
(Matthæusevangeliget kapitel 23 vers 8 - 12).
Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
(Matthæusevangeliget kapitel 7 vers 1 - 5).
Hvis man skal argumentere med Jehovas vidner, er man nødt til at bruge bibelen. Det er derfor, jeg gør det her. Man kan ikke bare tale til hjertet og den sunde fornuft, for straks lyder dette bibelcitat inde i de programmeredes hjerner: »Hjertet er svigefuldt frem for alt«. Dette citat bruges nemlig hver gang, et vidne får en selvstændig tanke eller giver udtryk for nogle følelser, som ledelsen ikke godkender.
Tidligere Jehovas vidner, der er udstødte eller såkaldt »frafaldne«, bliver i virkeligheden forhindret i at få talt ud med de personer, som har stået dem nær i bevægelsen, for de får ikke mulighed for at at give udtryk for de følelser, der rører sig i dem efter en udstødelse, der foregår fra den ene dag til den anden. Hvis de har gjort nogen ondt, får de heller ikke mulighed for at give en undskyldning og forklare sig. Dette kan ikke være mere umenneskeligt og ukristent.
For igen at opnå et normalt forhold til dem, de holder af, må de kontakte de ældste i menigheden og bede dem om at blive optaget i trossamfundet igen. Men det kan kun ske et godt stykke tid efter udstødelsen, og det beror udelukkende på de ældstes skøn, om de bliver kendt værdige dertil. Ledelsen i menigheden tillader sig derfor at dømme og bedømme på Guds vegne efter de retningslinjer, de får udstukket af Jehovas Vidners styrende råd i USA.
En udstødt kan derfor ikke opnå en forsoning, med mindre de går tilbage til Jehovas Vidner, hvis religion de måske ikke længere tror på.
Normalt har en troende kristen et bønsforhold til Gud, og han eller hun har den opfattelse, at det kun er ham, der skal dømme dem. De tager det også som en selvfølge som de fleste andre voksne mennesker, at ingen skal blande sig i deres forhold til deres medmennesker, eller hvad de i øvrigt foretager sig, så længe alt bliver gjort i kærlighed. Det mente forfatteren til Matthæusevangeliget også. Han skrev:
»[Jesu) mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden.
Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed.«
(Matthæusevangeliget kapitel 1 vers 1 - 14).
Josef blev vel at mærke beskrevet som en retsindig mand, for han kunne i stedet for have gået til datidens jødiske menighed for at få Maria dømt. Men det gjorde han ikke, selvom han troede, hun var gravid med en anden mand. Israel var imidlertid på det pågældende tidspunkt underlagt romerne og kunne derfor ikke eksekvere en dom, men romerne gav dem lov til offentligt at fordømme overtrædere af loven, som Jehovas vidner gør det i dag. Men havde Moseloven været gældende, skulle Maria stenes til døde.
En af de mere kontroversielle love, som Jehovas Vidner holder i hævd, er forbudet mod blodtransfusion. Jesus omtaler det ikke, men Apostelgerninger i bibelen skriver, at kristne ikke må spise blod af hensyn til jødekristne, som stadigvæk overholdt Moselovens bestemmelser desangående. Derfor kan et Jehovas vidne også blive udstødt for at modtage en livreddende blodtransfusion. Men bibelen omtaler selvfølgelig ikke en sådan behandling, der jo er af nyere dato. Men Vagttårnsledelsens holdning illustrerer ganske godt, hvor bogstavtro de er, og hvor lidt de har forstået ånden i kristendommen, der jo ikke er en lovreligion, men giver udtryk for, at »bogstaven ihjelslår, men ånden levendegør«. Hvilken holdning, Jesus havde, fremgår af det følgende:
At Gud ifølge Jesus ikke ønsker, at hans love skal medføre døden, hvis nogen vil overholde dem, fremgår af en episode, hvor Jesus på en sabbat gik ind i en synagoge og helbredte en mand med en vissen hånd. Det fik farisæerne til at anklage ham for at bryde loven, men Jesus svarede dem: »Hvem af jer, der har et får, ville ikke gribe fat i det og trække det op, hvis det faldt i grøften på en sabbat? Et menneske er dog meget mere værd end et får. Derfor er det tilladt at gøre noget godt på en sabbat.«
Ved en anden lejlighed spiste disciplene på en sabbat aks fra en mark, fordi de var sultne. Jøderne var forpligtede til at holde hviledagen (sabbaten) hellig og ikke at arbejde
på denne dag, og det kunne ifølge Moseloven give dødsstraf ikke at overholde buddet. Det gav farisæerne lejlighed til at fordømme disciplene, men vi skal her lægge mærke til,
hvad Jesus svarede dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne, hvordan han
gik ind i Guds hus, og de spiste af skuebrødene, som det hverken var ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise? ... Havde I fattet, hvad det betyder:
»Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer, havde I ikke fordømt de uskyldige.«
(Matthæusevangeliget kapitel 12 vers 1 - 14).
At bryde en lov for at redde liv er at gøre noget godt. Derfor er forbuddet mod blodtransfusion - ligegyldigt hvordan man tolker skriften - ikke i overensstemmelse med den holdning, som Jesus demonstrerede over for farisæerne.
I menuen til venstre er der links til det, som Vagttårnet skriver om udstødelse og frafald. Selvom de fleste tekster ikke er af nyere dato, er de stadigvæk lige aktuelle.